
I 30 år har vi kæmpet for at realisere vores drøm; at skabe en verden, hvor dyrevelfærd respekteres, og dyremishandling stopper.
Siden WSPA blev stiftet i 1981 ved en sammenlægning af de to internationale dyrebeskyttelsesorganisationer, ”World Federation for the Protection of Animals”(WFPA) og ”International Society for the Protection of Animals”(ISPA), har WSPA rejst til verdens fjerneste afkroge i dyrevelfærdens navn.
I dag er vi repræsenteret i mere end 150 lande via vores medlemsorganisationer - et udtryk for vores engagement i bekæmpelsen af alle former for mishandling og udnyttelse af dyr.
Et par højdepunkter fra WSPA‘s arbejde gennem 30 år:
Der er ikke længere dansebjørne i Grækenland og Tyrkiet
Den spanske by Barcelona har erklæret sig selv anti-tyrefægtningsby
Over hele verden - fra Sri Lanka over Afghanistan og Pakistan til Caribien - er hundredtusindvis af dyr blevet reddet og behandlet af WSPA‘s nødhjælpsmedarbejdere
Taiwans første dyreværnslov nogensinde er trådt i kraft. Det er blevet forbudt at mishandle, udnytte eller efterlade et dyr i landet.
Bjørnereservater er oprettet i Indien, Pakistan, Laos, Thailand, Tyrkiet, Grækenland, USA, Rumänien og Ungarn
Mobile dyreklinikker er finansieret for medlemsorganisationer i Afrika, Europa, Sydamerika, Caribien og Asien
”Pet Respect”-programmer er iværksat i mere end 40 lande over hele verden for at forbedre velfærden for herreløse dyr og familiedyr
Den vietnamesiske regering har indvilliget i at afvikle alle landets bjørnefarme. Primatreservater er finansieret i Sierra Leone, Congo og Spanien.
Vi er meget stolte af alle de resultater, vi indtil nu har opnået. Alt dette arbejde har vi kun kunnet udføre, fordi vores donorer har udvist en enorm generøsitet og et stort engagement.