WSPA i Bella Center: Sig nej til dyreshows

Jan 19, 2012

Ved årets feriemesse i Bella Center 20.-22. januar 2012 sætter WSPA fokus på shows med vilde dyr og den dyremishandling, som ofte ligger bag.

På overfladen kan dyreshows se harmløse ud, men bag facaden lever vilde dyr ofte under kummerlige forhold, som ikke dækker deres mest basale behov. Delfiner får mavesår af stress, tigere bliver bedøvet, og aber spærres inde i små bure. Vi opfordrer danske turister til at sige nej til dyreshows.

WSPA Danmarks direktør, Gitte Buchhave, siger: 

”Danskere, som vælger at se vilde dyr optræde, holder jo sikkert af dyrene og vil bare gerne tæt på dem, men det er helt misforstået. Shows med vilde dyr giver et falsk billede af dyrenes natur. Hvis danskerne vil dyrene det bedste, skal de holde sig langt væk fra den slags underholdning”.

WSPA til messe i Bella Center

En bjørn balancerer på en træbold - dyreshow, Japan
Ifølge en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for WSPA har 56 procent af alle danskere overværet dyreshows i udlandet. Det er alt for mange, og vi håber, at kampagnen vil få danskerne til at tage afstand fra shows med vilde dyr i fremtiden.

Som et led i kampagnen er WSPA til stede under messen Ferie & Fritid i Bella 20.-22. januar 2012.

”Jeg håber, de besøgende i Bella Center vil have lyst til at snakke med os og høre mere om, hvorfor de skal sige nej til dyreshows. Forhåbentlig vil vi kunne overbevise dem om, at de ikke skal lade sig underholde af vilde dyr på deres fremtidige rejser,” siger Gitte Buchhave og tilføjer:

”Dyreshows finder kun sted, så længe turister er villige til at betale for dem, så når en dansk turist køber en billet til et show med vilde dyr, er han eller hun reelt med til at støtte dyremishandling. Det er derfor afgørende, at turister viser deres utilfredshed ved at blive væk fra shows med vilde dyr”.

Læs mere om, hvorfor du skal sige nej til dyreshows >>

Page tools:
Share Print / Del andre steder
WSPA på FacebookWSPA på YouTube Send e-mail til WSPA

Økoturisme

Lad være med at støtte underholdningsindustrien, hvor dyrene mistrives i fangenskab. Oplev i stedet dyrene i naturen, hvor de hører til.

En flok vildtlevende delfiner