Vi har lige fået godt nyt fra vores partnerorganisation i Pakistan, BRC (Bioresource Research Centre). Tre bjørne, der i efteråret blev reddet fra en frygtelig tilværelse med bjørne-hundekampe, er ved at komme sig rigtig fint i det WSPA-finansierede reservat Balkasar. To af bjørnene er blevet så meget stærkere, at de lige er blevet lukket ud i det store område i reservatet.
Bjørnene, der hedder Milla (Den dejlige), Shama (Lyset) og Lala (Tulipanen), er faldet godt til i reservatet. Milla og Shama er nu kommet ud til de andre beboere i Balkasars store område, mens Lala stadig bor i et karantæneområde, da hun har slemme skader på sin snude, der endnu ikke er helet.
Milla er en asiatisk sortbjørn på cirka fem år. Hun har en rødlig, sortsprængt pjusket pels, og hun er på alle måder blevet meget sundere og raskere, efter hun er kommet til reservatet.
Milla blev i stor udstrækning udnyttet i kampe mod hunde, og det er et liv der har sat sine spor. Hendes snude bærer ar efter hundenes angreb, og hun er blevet blind på det ene øje.
Da Milla fik lov til at gå ud i reservatets store område, forlod hun uden den mindste usikkerhed sit karantæneområde. Holdet fra BRC fortæller os, at hun spiser godt, og at hun går på opdagelse i de nye omgivelser sammen med bjørnen Shama.
Shama har en tyk, sort pels og er ligesom Milla omkring fem år gammel.
Hun blev udnyttet til en lang række kampe, og har oplevet forfærdelig meget stress og frygt, men udover et sår på snuden, ankom hun til reservatet i relativt god behold.
Shama er en nysgerrig bjørn, og ligesom bjørnevennen Milla var hun ivrig efter at komme ud fra sit karantæneområde til det store naturområde i reservatet, hvor hun blandt andet nyder at undersøge træerne og slappe af sammen med Milla og de andre bjørne.
Da Lala (Tulipanen) ankom til Balkasar, var det tydeligt, at et stort, åbent sår i Lalas snude ville kræve intensiv behandling og måske også operation.
Såret var et hul, der gik tværs igennem snuden (som billedet viser), og det var svært for Lala at få nok mad i sig. Hun nægtede simpelthen at spise.
Reservatets dyrlæge og ildsjælene fra BRC har holdt hende under nøje opsyn, og takket være den pleje og behandling, de har givet Lala, kan hun nu spise normalt, og hendes sår er godt på vej til at hele.
BRC-temaet mener ikke, at Lala er helt parat til at komme ud og møde de andre bjørne. Bjørnes leg går ikke altid stille for sig, og Lala ville kunne komme til skade ved et uheld. Mens de venter på, at hun bliver stærk nok, og såret er helet, bliver hun boende i sit eget område i reservatet.
Milla og Shama, der nu har forladt karantænen sammen, er blevet del af en gruppe bjørne, der består af: Sohrab, Babu, Maylu & Chowti, der blev reddet i 2010, og Bhoori, Leela, Kaali & Nita, der blev reddet i 2011.
Chowti, der er den eneste helt blinde bjørn i gruppen, har gjort rigtigt gode fremskridt, og hun fungerer godt sammen med de andre bjørne.
Selvom Chowti ikke gerne går langt væk fra de områder, hvor den meste mad bliver serveret (der bliver også lagt mad ud, som bjørnene selv kan finde), så fortæller BRC os, at Chowti har gode forhold til de andre bjørne og virker til at nyde livet generelt.
Vi arbejder sammen med BRC for at stoppe bjørne-hundekampe.
Vores partnerskab med BRC begyndte i 1997. Siden da har vi reduceret antallet af bjørne, der bliver udnyttet i kampe, fra adskillige hundreder til omkring 50. En helt central del af det succesfulde arbejde er vores løbende støtte til de forhenværende bjørneejere, som BRC varetager.
Dette samarbejde med BRC bygger på WSPA's erfaringer fra arbejdet med at udfase fænomenet "dansebjørne" i Indien, som vi har tilpasset forholdene i Pakistan. Det varierer fra region til region i Pakistan, om det er lovligt at holde bjørne, men loven bliver sjældent håndhævet i tilstrækkelig grad i regioner, hvor det er ulovligt. Derfor er vores plan udformet til at få bjørneejere til frivilligt at overrække deres bjørne til os og indlede et nyt erhverv.
Bjørneejere og deres familier er ofte helt afhængige af indtægten fra bjørne-hundekampe. At få dem til at opgive bjørnene er derfor en proces, der kræver tid og forsigtighed. Vi er nødt til at opbygge et tillidsforhold, før bjørnen til sidst bliver overrakt til os. Samtalerne kan derfor løbe over flere måneder.
Der bliver aldrig betalt penge for at redde bjørne. I stedet får bjørneejerne et tilbud om en ny levevej, som vi støtter op om.
Vi bliver ved med at overvåge, hvordan det nye erhverv forløber i mindst to år. Det er for at sikre, at de tidligere bjørneejere kan forsørge sig selv og deres familier og i sidste ende for at sikre, at de ikke går tilbage til at udnytte bjørne. Derudover hjælper vi disse familier ved at tilbyde deres børn uddannelse – alt for at nedbringe risikoen for, at flere bjørne bliver udsat for kampe mod hunde i fremtiden.
Vores plan for tidligere bjørneejere koster både tid og penge, men successen i Pakistan viser, at det er den eneste holdbare løsning, hvis vi vil beskytte nutidens og fremtidens bjørne og stoppe de arrangerede kampe for altid.
Der er stadig omkring 50 bjørne, der udnyttes i arrangerede kampe mod hunde i Pakistan.