Jan 23, 2012
Borgmesteren for Colombias hovedstad har lige erklæret, at han tager afstand fra tyrefægtning og det, han kalder "drab som underholdning".
Som i andre lande, hvor tyrefægtning stadig er lovligt, har Colombia haft en debat, om hvorvidt et moderne samfund kan acceptere så blodig en underholdningsform. Alle de, der vender sig imod brutaliteten, får nu fornyet styrke, efter at borgmester Gustavo Petro har erklæret sig som modstander.
Borgmesteren, der har den anden vigtigste politiske position i landet, udtalte, at han er imod tyrefægtning, og at der ikke vil komme flere penge fra statsfinansierede virksomheder til at finansiere tyrefægtning i år, eftersom tyrefægtning er "en forældet skik, der ophøjer dyremishandling og død".
Samtidig sagde borgmesteren, at han vil ændre på måden, den mest kendte tyrefægtningsarena i Sydamerika, La Santamaría, bliver brugt: "Det er et offentligt sted, der bør bruges til byens mange kulturelle arrangementer, men arenaen bør ikke bruges til opvisninger, der kredser om døden. Arenaen skal bruges til kulturelle og kunstneriske shows, der fejrer livet".
Tyrefægtning er kun lovligt i Colombia, fordi landets dyreværnslov har en undtagelse for tyrefægtning, hanekampe og coleo (sydamerikansk rodeo), men antallet af tyrefægtninger mindskes støt år for år.
Ricardo Jimenez, der leder vores kampagne mod tyrefægtning i WSPA Sydamerika, siger:
"Da borgmesteren kandiderede til sin position, fortalte han WSPA's støtter, at der ikke ville være plads til opvisninger i dyremishandling i Bogota. Det er præcis, hvad vi forventer, vil ske! Vi ønsker, at byen helt forbyder tyrefægtning og dermed sætter et eksempel for resten af landet. Mange tyre dør stadig i underholdningens navn".
Et forbud mod tyrefægtning er for nylig indført i Catalonien i Spanien. Sydamerikas modstandere mod tyrefægtning får også fornyet håb af, at Ecuador for nylig strammede reglerne for tyrefægtning. Desuden har flere provinser i Colombia allerede erklæret sig for at være officielt imod tyrefægtning, blandt andet kommunen Zapatoca. Det samme skete i Catalonien. By efter by erklærede sin modstand, før hele regionen indførte forbuddet.
Kampen mod tyrefægtning finder også sted på gadeplan. Den 4. februar vil modstandere mod tyrefægtning indtage gaderne i flere byer i Colombia og udnytte den medvind, de har fået, takket være hovedstadens borgmester.
Et af de helt centrale krav, demonstranterne vil stille til deres politikere og beslutningstagere, er, at disse aktivt tager afstand fra tyrefægtning og bliver deltagere i kampen for et Colombia uden tyrefægtning.
Læs mere om succesen i Spanien >>