Sep 26, 2011

I en dramatisk redningsaktion har en af vores partnerorganisationer i Indien befriet en bjørneunge fra et liv med rædsel og lidelse.
Det var ved en hemmelig og risikofyldt operation, at det lykkedes vores lokale partnere Wildlife Trust of India (WTI) at befri en et år gammel bjørneunge i delstaten Jharkand. Befrielsen var mulig, fordi WTI fik et tip fra lokalbefolkningen få dage tidligere.
Den befriede bjørneunge har det relativt godt, men sørgeligt nok har bjørnen allerede fået hjørnetænderne trukket ud og en tyk snor stukket gennem sin følsomme snude. Snoren bruger ejeren til at styre, kontrollere og lære bjørnen at ”danse”. Desværre lykkedes det de to mænd, som ville sælge de ulovligt indfangede bjørne, at flygte sammen med en anden unge.
Det hele begyndte med, at WTI fik besked om, at to bjørneunger var til salg i byen Pakhitola i Jharkand. Derefter reagerede de hurtigt og planlagde sammen med sine agenter (tidligere bjørneejere) og repræsentanter fra skov- og naturstyrelsen, hvordan de skulle befri de to unger.
En af agenterne rejste til byen under falsk identitet for at lokalisere bjørneungerne. I byen Pakhitola bor der omkring 45 familier, som har en lang tradition for at holde bjørne. De var mistænksomme over for den nyankomne, men fordi han talte den lokale dialekt, troede de til sidst på hans dækhistorie: At han var kommet for at købe bjørneungerne og træne dem til at blive dansebjørne.
Han blev præsenteret for bjørnenes ejere og mødtes med dem for at diskutere handlen. Det tog dog et par dage, før han fik ejerne til at vise ham bjørnene. Efter en lang ventetid, som han brugte på at kortlægge byen, i tilfælde af at det ville blive nødvendigt med en redningsaktion, fik han endelig lov til at se den stakkels bjørneunge.
Den tredje dag fik han også set den anden unge og kunne rapportere til WTI, at begge bjørne var fundet, og det var tid til at lave redningsaktionen. Det gjaldt om at reagere hurtigt, da der ellers var en stor risiko for, at ejerne snart ville forlade byen, og så ville det blive svært at finde ungerne igen. En af WTI's ansatte fløj straks til den nærmeste lufthavn og rejste med bil i flere timer, før han nåede frem.
Fordi vores udsendte var usikker på, om ejerne overhovedet var interesserede i at sælge bjørneungerne, besluttede de sig for hurtigt at gribe ind. En redningsaktion vil normalt kræve politiforstærkning og flere biler, men det ville naturligvis skabe mistanke. Teamet havde heller ikke tilstrækkelig med information om byen og vidste ikke, om ejerne var bevæbnede, så de kontaktede de lokale skov- og naturstyrelsen i Jharkand for at bede om hjælp.
Heldigvis gik styrelsen med til at hjælpe, og alt var klar til at gennemføre redningsaktionen. WTI bad agenten om at tage to repræsentanter fra skovmyndighederne klædt i civil med til ejernes hus. Der fandt de en af ungerne bundet fast inde i huset, men ejeren mærkede, at der var noget galt, og han flygtede straks.
Da teamet havde befriet den ene unge, var det allerede blevet mørkt, og det ville være umuligt at lede efter de to mænd og den anden unge inde i skoven, hvor de var flygtet ind. Teamet måtte desuden hurtigt forlade byen for ikke at risikere, at byens beboere ville hævne sig på dem. Den skræmte bjørneunge blev undersøgt, og skov- og naturstyrelsen tog den med sig. Vi er glade for, at den nu er i sikkerhed.
Læs mere om vores arbejde for dansebjørnene >>