Dec 15, 2010

Endelig har Nicaragua besluttet sig for at indføre en dyreværnslov. Vi har også presset på igennem fem år i tæt samarbejde med medlemsorganisationerne CJA og UCC.
Den nye dyreværnslov vil beskytte husdyr og vilde dyr, der ligger under domesticering, fx cirkusdyr. Loven kriminaliserer umotiverede drab på dyr og indeholder en straffeparagraf, der indebærer lovbrud kan føre til fængselsstraf.
Den nye dyreværnslov rummer også et historisk forbud mod at udsætte dyr for lidelser i underholdningens navn. Det betyder at tyrefægtning bliver forbudt. Cirkusser, der udnytter vilde dyr som bjørne, elefanter, løver og tigre, vil heller ikke længere kunne optræde i Nicaragua.
Lovgivningen indeholder dog nogle undtagelser af kulturelle hensyn. Det vil stadig være tilladt at arrangere rodeoer og hanekampe. Loven indeholder dog et forbud mod film og tv-udsendelser, hvori dyr bliver udsat for lidelser. Også her er der en undtagelse - navnlig at indslag må vise dyrs lidelser, hvis formålet er at øge kendskabet til dyremishandling.

Den nye dyreværnslov indeholder ikke kun forbud mod grusomheder mod dyr - den foreskriver også betydningen af god dyrevelfærd.
I dag er det kun vilde dyr, der er beskyttet af Nicaraguas lovgivning. Takket være den nye lov vil også selskabsdyr, dyr, der bruges som arbejdsdyr og vilde dyr i fangenskab være beskyttet.
Arbejdet for indføringen af en dyreværnslov i Nicaragua blev indledt for fem år siden. Sammen med vores nicaraguanske medlemsorganisationer gik vi i dialog med regeringen om behovet for en lov, der beskytter landets dyr. Arbejdet fik en gevaldig vitaminindsprøjtning, da regeringen besluttede at bakke op om vores ønske om en FN-deklaration. Deres støtte til en deklaration om dyrevelfærd affødte den nye dyreværnslov.
Marcela Vargas, kampagneansvarlig på WSPA's kontor i Centralamerika, siger:
"Den nye dyreværnslov er en milepæl i det langsigtede arbejde for dyrenes velfærd i Nicaragua. Beslutningen om en dyreværnslov er noget, vi skal fejre, sammen med borgerne. Vi er dybt taknemmelige for at parlamentet i Nicaragua har vedtaget lovgivningen".