Jun 23, 2010

Det lykkedes ikke for Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, at tage en beslutning på årsmødet i Marokko. Afstemningen om hvalernes fremtid er blevet udskudt - en afstemning som i værste fald ville have ført til øgede kvoter for kommerciel hvalfangst, for første gang i 25 år. WSPA er lettet over at dette ikke blev til virkelighed.
Forhandlingerne på årsmødet bar ikke frugt - forslaget om delvist at fjerne forbuddet mod kommerciel hvalfangst kom slet ikke til afstemning. WSPA er skuffet over at forslaget ikke blev fejet af bordet helt og aldeles – men anbefaler at udnytte “hvileperioden”. WSPA’s chef for arbejdet med havpattedyr, Joanna Toole, siger:
“Hvalerne er blevet midlertidigt benådet, men de er stadig langt fra uden for fare. WSPA anmoder IWC og de 88 medlemslande om at få øjnene op for den simple kendsgerning at hvalfangst er brutal dyremishandling og derfor uacceptabelt i det 21. århundrede. WSPA vil blive ved med at arbejde i Norge, for at lukke denne industri ned – samtidig må IWC fastholde og styrke forbuddet mod kommerciel fangst”.
På mødet i IWC stod flere lande frem, herunder Monaco, Costa Rica og Tyskland, med alternativer til hvalfangst. Blandt andet var hvalsafari med som forslag på dyrevenlig brug af hvaler.
Joanna Toole kommenterer:
“Vi vil nu samarbejde med de nationer, der ikke fanger hvaler, så fremtiden i IWC kommer til at dreje sig om hvaler – ikke hvalfangst”.
Tidligere på måneden frigav WSPA nyt filmmateriale af norsk hvalfangst. Optagelserne viste fangstens brutalitet og hvorfor forbuddet mod kommerciel fangst må fastholdes – ikke legaliseres. Filmmaterialet er del af en undersøgelse som WSPA udførte i slutningen af maj, sammen med Dyrebeskyttelsen Norge og NOAH – for Dyrs Rettigheter.
For interviewforespørgsler eller yderligere information, kontakt:
Lasse Bruun, International Media Consultant, WSPA: +44 (0)79 2028 0640 eller e-mail: lassebruun@wspa-international.org