Nov 8, 2010

En gruppe dværgchimpanser vendte i 2009 tilbage til naturen efter at være blevet rehabiliteret i reservatet Lola Ya Bonobo. Primaterne trives og klarer sig næsten uden hjælp fra mennesker.
Dværgchimpansen er en truet dyreart. WSPA forsøger at skabe de bedste betingelser for bevarelse af arten, bl.a. ved at sætte dyrene ud i det fri. Med hjælp fra et internationalt fond, Aage V. Jensen Charity Foundation, vendte en gruppe på ni dværgchimpanser i 2009 tilbage til naturlige omgivelser.
Blot fire uger efter genudsættelsen fødte den 24-årige og ældste dværgchimpanse i gruppen. Chimpansen levede et miserabelt liv før hun kom til reservatet. Hun boede i et lille bur, hvor hun sjældent blev fodret og på intet tidspunkt blev tilset af en dyrlæge.
Claudine Andre er grundlægger af Lola Ya Bonobo-reservatet. Hun siger:
“Uden reservatet, ville chimpansen være død af sult. Nu kan hun leve et godt liv med sin lille unge i naturen. Ungen opfører sig fuldstændigt som en chimpanse skal – svinger sig i træerne og søger efter mad. Den har de bedste betingelser i det fri”.

Teamet fra reservatet brugte måneder på at finde et naturområde. Det skulle egne sig som levested og være sikkert. Teamet udvalgte omhyggeligt de dyr, der skulle sættes fri og forberedte dem på forandringen. Da dagen kom fulgte en dyrlæge fra WSPA med dværgchimpanserne helt ud til naturområdet.
Se video med genudsættelsen >>
Det er stadig nødvendigt med dyrlægehjælp af og til. Til dagligt bliver flokken fulgt af natur-
spejdere, der er uddannet i at spore chimp-
anserne. De rapporterer til dyrlægerne i Lola Ya Bonobo-reservatet - om hvordan primaterne spiser, hvordan de opfører sig som gruppe og hvilke områder de vandrer i.
Naturspejderne holder også krybskytter på afstand.

En helt afgørende del af genudsættelsen er uddannelse og oplysning til de ca. 10.000 mennesker, der bor i naturområdet, hvor dværgchimpanserne holder til. De skal forstå, hvorfor det er vigtigt, at dyrene får lov til at leve i fred.
Oplysningsarbejdet har været en succes og de omkringliggende landsbyer har engageret sig i arbejdet med chimpanserne. Mange lokale er blevet ansat som naturspejdere.
De fleste indbyggere i DR Congo lever i dyb fattigdom. Gennemsnitsalderen er 46 år og 83 % af indbyggerne har gået i skole i blot få år. Flere skoler manglede tavler og borde, men personalet på Lola Ya Bonobo har nu hjulpet med at sikre mere end 80.000 kr. årligt til skolerne.
Ved at involvere landsbyerne er det lykkedes WSPA at få stor og loyal opbakning til genudsættelsen.

Den første genudsættelse er gået så godt, at vi regner med endnu én af slagsen.
Omkring 10 dværgchimpanser vender tilbage i det fri i starten af 2011.
I flokken er den 12-årige Nioki og hendes fire måneder gamle unge samt den 13-årige Tembo. Denne gruppe bliver sat ud i et andet skovområde end den første gruppe.
De får lige nu et grundigt sundhedstjek og bliver vaccineret mod forskellige sygdomme. De får de bedste betingelser for at overleve i naturen.