Oct 28, 2009

Mink med sår og skader, der stresser i små bure – TV 2 afslørede i går aftes, at forholdene er langt fra optimale for de mink, som avles på danske minkfarme.
Optagelserne er udført af foreningen Anima og viser forhold på 34 farme rundt omkring i landet.
Gitte Buchhave, direktør for WSPA i Danmark, udtaler:
”Det er dybt tragisk, at mink på danske farme udsættes for så ringe forhold. De døjer med fysiske skader og er tydeligvis også mentalt forstyrrede. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at udsætte dyr for sådan en behandling – det er bestemt ikke, hvad man forstiller sig i denne del af verden”.
Danmark er den største producent af mink i verden, skarpt efterfulgt af Kina og Holland.
Over hundrede millioner dyr må hvert åt lade livet for deres pels. En positiv tendens er dog ved at vise sig – flere lande stopper pelsproduktionen.
I sommers stemte det hollandske parlament for et forbud mod produktion af minkpels. Det er nu op til senatet om forbuddet træder i kraft.
Danmark har for nyligt forbudt produktionen af rævepels og følger således i Sveriges fodspor, hvor det er forbudt at holde ræve og chinchillaer på pelsfarme.
Landene England, Skotland, Østrig, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og sidst Irland har vedtaget et totalforbud mod produktion af pels.
I alt bliver 14 millioner mink opdrættet til produktion af pels i Danmark. Ifølge Dyreetisk Råd har branchen problemer med adfærdsforstyrrelser blandt dyrene, bidskader og – ikke mindst – viden om, hvordan situationerne kan takles.
Optagelserne på TV 2 i går aftes vidner om brud på dyreværnsloven og bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr.
Det er på tide at sætte en stopper for de usle forhold, som pelsdyrene lider under. WSPA bakker op om et forbud i Danmark – Det er tilsyneladende den eneste måde vi kan sikre, at disse dyr ikke også fremadrettet bliver behandlet så hensynsløst.
Læs mere om forbuddet mod produktion af minkpels i Holland >>
Imod pelsproduktion? Få tips til hvad du kan gøre (på engelsk) >>
Det er WSPA's klare overbevisning, at dyr ikke skal fjernes fra naturen eller opdrættes på farme på grund af deres pels eller hud. Vi finder det moralsk uansvarligt at udsætte dyr for smerte og død, blot for at fremstille et produkt, som ikke er essentielt.