May 5, 2009

Europaparlamentet stopper med dette forbud salget af produkter fra kommercielt slagtede sæler i 27 lande. Dagens historiske afstemning i EU viser, at den offentlige mening kan skabe forandringer.
Parlamentet stemte med et stort flertal for et forbud: 550 medlemmer stemte for, kun 49 imod.
EU-forbuddet mod salg af sælprodukter træder i kraft fra 2010 og udgør en livline for de tusindvis af sæler, hvis skæbne indtil nu var at blive slået og skudt ihjel i de kommercielle jagter.
WSPA’s chef for projekter med havdyr, Claire Bass, udtaler:
“Europas befolkning var ikke til at misforstå – de ville se et forbud og parlamentet har lyttet. Mange individer og organer har kæmpet længe for dette, i særdeleshed Humane Society International, IFAW, mange af vores medlemsorganisationer og WSPA selv. Alle fortjener et stort bifald for sit engagement.”
Dagens resultat viser styrken, der ligger i at kæmpe fælles for at beskytte dyr: regulationsdokumentet erkender også, at modstanden i offentligheden har været en afgørende drivkraft for forbuddet.
Forbuddet bekræfter, at kommerciel sæljagt er inhuman og medfører store lidelser.
Både Canada og Norge har truet med at klage. Dyrevelfærdsorganisationerne er dog overbevist om, at forbuddet forbliver og er i overensstemmelse med retningslinjerne fra verdenshandelsorganisationen, WTO .
Forbuddet undtager begrænset salg af produkter fra jagt foretaget af urbefolkninger, men det europæiske marked vil være lukket for produkter fra de store, profitdrevne jagter i feks. Canada og Namibia.
WSPA ser forbuddet som en milepæl: EU står for omkring en fjerdedel af handlen med sælprodukter globalt. Og forbuddet understreger, at der er en international tendens: Rusland forbød salg af sælprodukter for bare et par uger siden; og såvel USA som Mexico har tidligere indført forbud.
Nu er det måske også slut med Canadas kommercielle sæljagt – verdens største jagt på havdyr. Sæljægerne har selv besluttet ikke at gennemføre jagten i år, idet efterspørgslen på sælprodukter ikke er tilstrækkelig.
“Det, der sker nu er virkelig en milepæl for det internationale arbejde – i dag er vi et stort skridt tættere på at forvise blodige isflager og strande til historiebøgerne,” sammenfatter Claire Bass.
Modstanden i offentligheden har været en afgørende drivkraft for EU forbuddet. Det nytter at stå sammen.