Apr 7, 2009

EU overvejer at indføre et forbud mod import af sælskind. WSPA støtter klart op om forslaget. For flere hundredetusinde sæler bliver årligt dræbt på grusom vis.
Nogle dør ikke af kølleslagene, men bliver flået levende. Andre får skåret pulsårerne over, så de forbløder. Det er virkeligheden for sæler i Canada, hvor op imod en kvart million bliver dræbt årligt.
Jagterne sker typisk med kommercielt øje for sigte. Skind og pelse bliver lavet om til blandt andet frakker og tasker, for så at blive eksporteret til Europa. De mest omfattende kommercielle sæljagter finder sted i Canada, Namibia og Grønland.
Sælerne bliver dræbt i stor skala, og det sker det ikke på hurtig og smertefri vis. Det er dyremishandling. Derfor går WSPA ind for det forbud mod import og salg af sælprodukter, som EU nu overvejer at indføre.
Allerede i 2006 skrev medlemmer af EU-parlamentet under på en deklaration, der krævede et forbud mod import og salg af sælprodukter. Hele 425 skrev under - det højeste antal parlamentsmedlemmer, der nogensinde havde underskrevet en deklaration på det tidspunkt.
I dag er tonen dog en anden. Flere parlamentsmedlemmer er imod et forbud. Eksempelvis foreslår britiske Diana Wallis en ny mærkningsordning for sælprodukter - ”fra sæler, der er fanget humant”.
Men sådan en ordning er umulig i praksis. Sagens kerne er, at sæler slet ikke kan fanges på human vis, når de bliver dræbt i stor skala på kort tid; det har utallige dyrevelfærdseksperter bevist gang på gang og EU anerkender det da også – se rapporten fra den europæiske myndighed for fødevaresikkerhed.

Der findes regler for at sikre sælers velfærd ved fangst. Men de bliver ikke håndhævet. Det viser årtiers studier udført af veterinærer og eksperter på slagtning.
Derfor bakker vi op om EU’s forslag: Et stop for import og salg af varer fra sæler, dog undtaget produkter fra sæljagter af inuitter.
I maj måned bliver skæbnen afgjort for millioner af sæler. Da skal ministre og medlemmer af parlamentet stemme om forbuddet.