
"Se delfiner lege og lave kunster”, ”oplev to modige mænd trække krokodillerne i halen” eller ”se en babyelefant spille fodbold”. Det vrimler med lokkende tilbud, og turister tager ofte imod. Det er nemt at glemme, at dyrene ofte mistrives i underholdningsbranchen.
Vidste du for eksempel, at bjørne i Indien bliver tvunget til at danseenden af et reb, som dens ejere sætter fast gennem et hul i dens gane og næse?
Heldigvis er der også turister, der ikke lader sig friste. Det er oppe i tiden at rejse med etikken i behold. Mange vil gerne gøre en forskel for dyrene, når de er i udlandet – arbejde med orangutanger på Borneo eller passe på skildpaddeæg ved den mexicanske kyst, blot for at nævne nogle eksempler.
Lader vi være med at betale for attraktioner, hvor dyr lider, giver det et klart signal til arrangørerne om, at vi ikke vil støtte dyremishandling. På den måde kan vi være med til at presse underholdningsindustrien og turistbranchen til at påtage sig et større ansvar for dyrene. På sigt kan det føre til bedre velfærd for dyrene.
Deltag ikke i begivenheder, der udnytter eller mishandler dyr. Det gælder for eksempel delfinarier, tyrefægtning, hanekampe og andre shows, hvor vilde dyr som tigre eller krokodiller optræder. Træningsmetoderne er ofte meget stressende og til tider direkte skadelige for dyrene. I shows optræder dyrene ofte med adfærd, der er unaturlig og nogle gange endda fysisk ødelæggende for dem.
Betal aldrig for at få taget billeder med vilde dyr. Ofte er de bedøvet for at gøre det sikkert nok for turister at komme tæt på dem, og mange er blevet taget fra naturen som små. Klag til ledelsen, hvis dit hotel har vilde dyr udstillet.
Se på vilde dyr i naturen, hvor de hører hjemme. Vi anbefaler kontrollerede safarier i for eksempel nationalparker, hvor dyrene lever i naturlige omgivelser.
Hvis du beslutter dig for at tage på en ridetur på en dromedar eller en hest eller en tur i en vogn trukket af en hest eller et æsel, er det en god ide at se godt efter, hvordan dyrene har det. Som minimum bør man sikre sig, at dyrene har mulighed for at stå i skyggen, drikke vand og få hvile.
Køb ikke souvenirs, der stammer fra vilde dyr. Dyrene er måske truede, eller de kan være opdrættet under forfærdelige forhold. Det gælder for eksempel ting som pels, elfenben og tænder.
Undgå madvarer fra dyr, der er blevet slagtet på inhuman vis - for eksempel foie gras fra tvangsfodrede gæs og ’bushmeat’, som ofte stammer fra truede dyr.
Hverken køb eller fjern levende organismer fra havet.
Undgå hoteller, hvor liggestole og natlige projektører forstyrrer skildpadder i at lægge æg på stranden. Betal aldrig for at se skildpaddeunger svømme i bassiner for senere at blive sat ud i havet. Ungerne mister kræfterne i bassinet, så de bagefter ikke kan overleve i havet.
Hjælp omstrejfende katte og hunde med et bidrag til et lokalt internat i stedet for at fodre dem.
Undersøg, om der er lokale dyrebeskyttelsesorganisationer, som du kan støtte eller underrette, hvis du oplever dyremishandling.
Hvis du oplever dyremishandling på en rejse, anbefaler vi, at du:
Optager, hvad du ser på film. Fotografier eller videooptagelser er uvurderlige beviser, men betal aldrig andre for at lave optagelserne.
Protesterer lokalt. Informer det lokale politi, turistkontor og lokale dyreværnsorganisationer, og giv dem oplysninger som tid, sted, og hvad der skete. Husk også at fortælle dem, hvilke og hvor mange dyr det gik ud over.
Fortæller dit rejseselskab om episoden, og melder det til WSPA, når du kommer hjem.
Ønsker du at anmelde dyremishandling?
Fortæl om episoden i denne formular >>
Skab bedre forhold for dyr i fangenskab - støt med et økonomisk bidrag >>