
Deres skove bliver fældet, ungerne solgt som handelsvarer og deres forældre dræbt. Orangutangerne er truet af udrydning. Organisationen BOS kæmper for artens overlevelse og driver sammen med danske Lone Drøscher Nielsen et rehabiliteringscenter på Borneo - vi støtter projektet økonomisk.
Orangutangerne er blandt de ti mest truede dyrearter i verden. Ifølge FN er der omkring 45.000 tilbage i verden. Deres hjemsteder i Indonesien forsvinder, for skovene bliver brændt ned, typisk for at gøre plads til palmeolieplantager.
Uden nogle steder at bo vandrer orangutangerne omkring. Sulten driver dem til at søge føde. Nærmer de sig afgrøder fra plantagerne, bliver de ofte skudt eller slået. Det samme sker, hvis de nærmer sig landsbyer.
Lokalbefolkningen frygter, at orangutangerne vil spise deres sparsomme afgrøder. Derfor skyder de typisk de voksne og beholder ungerne - en babyorangutang kan nemlig give en god pris på det sorte marked.
Heldigvis bliver mange orangutanger reddet fra skæbner som handelsvarer, fra sult og nedslagtning i plantagerne. Organisationen BOS (Borneo Orangutang Survival) gør en stor indsats på Borneo i Indonesien. De:
Driver reservater. Verdens største rehabiliteringscenter Nyaru Menteng er hjem for omkring 650 orangutangunger. Danske Lone Drøscher Nielsen driver stedet. Hun har viet sit liv til at hjælpe og træne ungerne, så de kan vende tilbage til deres naturlige omgivelser i skoven
Sikrer trygge hjemsteder. Orangutanger, der er fysisk og psykisk stærke nok til et liv i naturen, bor midlertidigt på små øer i floderne. 100 af dem venter på at blive sluppet fri i naturen. Det sker, når midlerne er der. BOS genplanter også skovområder, der er ødelagte, så genoptrænede orangutanger har et sted at vende tilbage til
Inddrager lokalsamfund. Organisationen tilbyder lokalbefolkningen arbejde og er med til at oplyse om orangutangerne og deres behov. Formålet er samarbejde og færre overgreb på de røde aber.

Kun få tusinde orangutanger er tilbage på Borneo. BOS er den eneste organisation, der arbejder for at redde, genoptræne og –udsætte disse aber i naturen.
Men det koster penge at udføre dette specialist-arbejde for de hundredvis af omsorgskrævende orangutanger. Derfor støtter WSPA arbejdet økonomisk. På sigt skal rehabiliteringscentret være selvkørende og uafhængig af midler udefra.
Hjælp med sikre disse orangutanger en bedre fremtid. Støt med et valgfrit beløb>>
Orangutangerne har mistet 90 % af deres naturlige habitat igennem de sidste 20 år
Orangutangerne er blandt de 10 mest truede dyrearter i verden
For hver orangutang, der kommer til Nyaru Menteng reservatet omkommer tre mødre og to unger i snit, vurderer man.