Indsats nødvendig både før og efter katastrofer

Hvert år rammer oversvømmelser, jordskælv og krig millioner af mennesker og dyr verden over. Vi arbejder for at begrænse konsekvenserne ved at sætte ind, både før og efter katastroferne rammer.

I kaosset efter en katastrofe er dyr ofte overladt til sig selv, mens ejerne kæmper for deres egen overlevelse. Det gælder især landbrugs- og arbejdsdyr, som kan forsvinde fra deres ejere og i værste fald dø af deres skader eller af sult. Især i udviklingslande er mennesker dybt afhængige af deres dyr for at få mad på bordet, og også derfor er WSPA's arbejde i forbindelse med katastrofer så vigtigt.

Sammen med vores medlemsorganisationer rundt om i verden deltager vi i mellem 15 og 20 katastrofeindsatser hvert år, og når et land rammes af ødelæggelse, er vi fremme, så hurtigt vi har mulighed for at komme ind i det pågældende område.

Dyrlæger uddannes på Haiti

Børnene kigger med når en af ARCH's veterinærer undersøger en hund

Men katastrofehjælp handler ikke kun om at hjælpe dyrene, efter en katastrofe har ramt. Den langsigtede indsats er afgørende for både dyr og menneskers velfærd, og den skal begynde, inden katastrofen overhovedet rammer.

Derfor arbejder vi nu for eksempel for, at Haitis befolkning bliver klædt på til bedre at kunne klare jordskælv og andre katastrofer i fremtiden.

Blandt andet har vi uddannet dyrlæger i, hvordan de kan forberede lokalsamfundene på katastrofer.

Vi har også gennemført en oplysningskampagne for at uddanne borgerne i katastrofeforberedelse og sundhedsproblemer i forbindelse med deres hold af kvæg og kæledyr. Den indsats skal føre til, at færre dyr, og dermed mennesker, får deres liv ødelagt, hvis et nyt jordskælv rammer ø-staten.

Forberedelse billigere end nødhjælp

Men Haiti er ikke det eneste sted, vi arbejder med katastrofeforberedelse. Sammen med regeringer og dyrebeskyttelsesorganisationer i lande, hvor der ofte sker katastrofer, arbejder vi blandt andet med at:

  • Oparbejde lagre til opbevaring foder og vand

  • Få dyr registreret, så de nemmere kan genforenes med deres ejere efter en katastrofe

  • Forstærke læskure

  • Behandle og vaccinere dyr for skader og sygdomme

Det er alt sammen med til at afhjælpe nogle af de værste konsekvenser, hvis katastrofen rammer. Og faktisk er katastrofeforberedelse billigere end at vente, til katastrofen har ramt. Vores erfaringer viser nemlig, at hver gang vi bruger 40 kroner i en katastrofesituation, kunne vi have opnået den samme forskel for fem kroner brugt inden katastrofen. Derfor er det en stor del af vores arbejde at lave katastrofeforberedelse - opgaven er vanskelig men altafgørende på sigt.

Page tools:
Share Print / Del andre steder
WSPA på FacebookWSPA på YouTube Send e-mail til WSPA